Om mig

Tanken bag denne side er produktet af mange faglige, grundige og kærlige overvejelser. Mit ønske er at skabe et rum for kvinder, hvor der er mulighed for at finde ro, glæde og balance.

Drivkraften i mit jordemoderliv er glæden ved at følge en familie godt på vej. Glæden ved at støtte i graviditeten, være med i det store øjeblik et barn fødes og vejlede ved udfordrende ammeforløb.

Jeg er ydmyg over at blive lukket ind i det tillidsfulde rum hvor facaden er væk og der er plads til forandring og ny udvikling.

De sidste 8 år har jeg arbejdet som jordemoder på Rigshospitalet. Her varetager jeg jordemoderkonsultationer, fødsler og ammevejledning. 

Jeg har altid interesseret mig for psykologi, og da jeg også som jordemoder oplevede hvordan krop og sind unægtelig hænger sammen, ønskede jeg at få et dybere kendskab til vores psyke og reaktionsmønstre.

Derfor valgte jeg at efteruddanne mig og tage den 4.-årig psykoterapeutuddannelse, hvilket har givet mig filosofisk dybde, menneskelig forståelse, solid viden om psykologiske retninger og metoder. Jeg er tilknyttet som psykoterapeut hos Center for trivsel og velvære.

Jeg modtager løbende supervision og holder mig fagligt opdateret via kurser og undervisning, som tager udgangspunkt i evidensbaseret forskning inden for psykologien.

Yderligere er jeg tilknyttet som ekstern underviser på den 4-årige godkendte og reg. psykoterapeutuddannelse hos Center for Trivsel & Velvære.

Mit ønske er, at den gravide opnår kropslig viden, mindful styrke og tillid til at gå fødslen i møde. Derfor underviser jeg også på hold i fødselsforberedelses konceptet yojo.  https://yojo.dk/

I 2016 blev jeg certificeret ved Nordlys i Silkeborg og har siden arbejdet med massage til gravide, barslende og stressramte kvinder.  Jeg har specialiseret mig i massagebehandling til gravide med bækkenrelaterede smerter. Jeg har god succes med disse behandlinger og fascineres over massagens mange effektive virkninger på krop og sind.

Alle henvendelser behandles fortroligt, jeg har tavshedspligt og efterlever naturligvis de etiske retningslinjer. Jeg er medlem af Jordemoderforeningen, Foreningen af danske psykoterapeuter -FaDP og styrrelsen for patientsikkerhed. 

Privat bor jeg i Hareskovby med min kæreste og vores to døtre.